Solouheld i Hørning: Kvinde overså gren og væltede på cykel
En 56-årig kvinde kom lettere til skade torsdag morgen, da hun styrtede på cykel på grund af en gren på cykelstien.
En 56-årig kvinde fra Aarhus-området fik sig noget af en forskrækkelse torsdag morgen, da hun cyklede på Aarhusvej ud for Brogårdsvej i Hørning.
»Kvinden cyklede i sydvestgående retning, da hun overså en gren på cykelstien. Hun påkørte grenen og væltede,« siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Kvinden fik ifølge politiet mindre skader efter styrtet.
Politiet fik anmeldelsen ved 6-tiden torsdag.