Fortsæt til indhold

Politibil bragede ind i hus: Skal undersøges af uafhængig myndighed

Sagen er videregivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Krimi
sb

En politibil kørte sent lørdag aften af uvisse årsager direkte ind i et hus på Vejrup Storegade nær Bramming ved Esbjerg.

Sagen er videregivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som nu skal undersøge, hvad der er sket.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til Jyske Vestkysten.

»Af principielle årsager vil jeg ikke kommentere på sagen. Det skyldes, at der er en efterforskning af denne sag i gang og den vil jeg ikke kompromittere,« siger han til mediet.

Vagtchefen kan ifølge Jyske Vestkysten ikke oplyse, hvad der gik forud for uheldet eller hvorfor, føreren af bilen kørte ind i et hus. Han kan heller ikke fortælle, om der er kommet nogen til skade i forbindelse med uheldet.

Ifølge Ekstra Bladet var beboeren i huset ikke hjemme, da politibilen kørte ind i huset. Dette er ikke bekræftet af politiet.

På samme tidspunkt, som uheldet fandt sted, var politiet ikke langt fra Bramming i færd med en eftersøgning af en 31-årig mand, som var blevet overfaldet og derefter flygtede fra politiet.

Om de to sager har noget med hinanden at gøre, kan politiet ikke udtale sig nærmere om, skriver Jyske Vestkysten.

Uheldet, der involverede en politibil, fandt sted klokken 23.29 lørdag aften.