Fortsæt til indhold

Stak i diskoteksgæster med skruetrækker: Politiet anholder polsk mand for drabsforsøg

Midt- og Vestjyllands Politi har mandag sendt en efterlysning ud på en 25-årig polsk mand, der er mistænkt for forsøg på manddrab efter overfald med skruetrækker i Skive tidligt søndag morgen.

Krimi

Opdateret 22. februar kl. 16.51: Den tidligere efterlyste mand har tirsdag meldt sig selv til politiet og er blevet anholdt, meddeler politiet. Derfor har Lokalavisen slettet billede og beskrivelse af manden i artiklen.

Midt- og Vestjyllands Politi bad mandag offentligheden om hjælp til at finde frem til mand, der i weekenden formodentlig stod bag et voldeligt overfald i Skive by.

Det bekræftede Midt- og Vestjyllands Politi over for Lokalavisen.

Søndag tidlig morgen omkring klokken halv seks opstod der tumult ude foran Diskotek Manhattan på Thinggade i Skive, hvor to personer blev stukket med en skruetrækker.

Her blev den ene person stukket 8-9 gange med skruetrækkeren over hele overkroppen, mens en anden person blev stukket to gange i ballen. Personen, der blev stukket på overkroppen, er fortsat indlagt på grund af sine skader, men er uden for livsfare, oplyste vicepolitiinspektør Christian Toftemark til Lokalavisen.

»Det er relativt milde skader, hvis man kan sige det sådan. Det er alligevel meget at få jaget en skruetrækker i sig en 8-9 gange, men på trods af det, har det ikke været så alvorligt,« sagde han.

Anholder polsk statsborger

Politiet jagtede en polsk mand, der undslap stedet kort efter episoden, og som de mistænker for drabsforsøg. Midt- og Vestjyllands Politi kender navn og identitet på manden, men har på nuværende tidspunkt ikke klarhed over, hvor han opholder sig.

Christian Toftemark fortalte, at der var risiko for, at han var flygtet hjem til Polen, hvor han er statsborger, men det var der ikke noget i deres efterforskning, der pegede på.

»Nu håber vi jo på, at der er nogle, der kan komme med oplysninger om, hvor han befinder sig henne. Det kan jo også være, han vælger selv at kigge ind,« sagde han.

Tirsdag meldte den polske mand så sig selv til politiet og blev anholdt.

Midt- og Vestjyllands Politi kan kontaktes med oplysninger i sagen på nummer 114.