Fortsæt til indhold

Skuddrab på 19-årig får politi til at oprette visitationszone

Visitationszone er ikke det eneste redskab, politiet tager i brug, melder politidirektør.

Krimi

En parkeringsplads ved en fastfood-restaurant i Odense blev det sidste sted, en 19-årig mand nåede at opholde sig.

Den 19-årige mand blev natten til søndag dræbt af skud, mens han befandt sig i en bil på en parkeringsplads ved fastfood-restauranten KFC nær krydset Nyborgvej/Ejbygade i Odense.

Fyns Politi fik meldingen om skuddrabet kort før klokken 02.30.

På baggrund af drabet har politiet mandag valgt at indføre en visitationszone i Vollsmose og dele af Korsløkke.

»På baggrund af den tragiske hændelse natten til søndag, er det nødvendigt igen at tage visitationszonen i anvendelse. Der er blevet afgivet skud og et menneske er dræbt. Det er helt utilstedeligt. Derfor sætter vi ind med oprettelsen af en visitationszone nu – og tro mig, vi bruger også andre værktøjer i kassen,« siger politidirektør for Fyns Politi, Arne Gram, i en pressemeddelelse.

Efterlyser rød Toyota

Politidirektøren vil ikke komme ind på, hvad de redskaber er af hensyn til efterforskernes arbejde, lyder det.

Fyns Politi har siden hændelsen været massivt til stede i området omkring gerningsstedet, oplyser politiet.

Umiddelbart efter drabet kørte en rød Toyota Aygo med tyske nummerplader PIRS 1409 ad Nyborgvej i retning mod øst. Den røde Toyota Aygo blev efterfølgende brændt af på en parkeringsplads ved et mindre skovområde.

Vidner så efterfølgende en mindre mørk personbil forlade den afbrændte bil og køre i retning mod Niels Bohrs Alle. Politiet vil meget gerne høre fra vidner og andre, der kan hjælpe med oplysninger i sagen på telefon 114.

Internt opgør

Baggrunden for den geografiske udstrækning af zonerne er, at det er Fyns Politis vurdering, at der er tale om et opgør mellem personer, som har tilknytning til forskellige grupperinger i henholdsvis Vollsmose og Korsløkkeparken.

Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendtes aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område, lyder det.

Fyns Politi oplyser, at visitationszonen er afgrænset inden for følgende område:

Nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Staupudevej til Nyborgvej, ad Nyborgvej mod vest og videre ad Munkerisvej til Ørbækvej, ad Ørbækvej til Nyborgvej og herfra ad Ejby Møllevej mod nord til Skt. Jørgens Gade, ad Åsumvej mod øst til Ejbygade og ad Ejbygade mod nord til nord for Haveforeningen Martinsminde/Hindehøjen.