Midt i morgenmaden: Fuld mand tvang sig ind i families hjem
En meget fuld 29-årig er blevet sigtet for husfredskrænkelse.
Torsdag morgen klokken 07.48 fik en familie på Damtoften i Viby sig noget af en overraskelse, da en beruset mand pludselig bankede på deres havedør, mens de sad og spiste morgenmad.
Manden råbte, at nogen var efter ham og bad om at blive lukket ind.
Han blev bedt om at forlade stedet, men det ville han ikke, og han tiltvang sig i stedet adgang til huset via havedøren, hvorefter han tog sit overtøj af og lagde sig ned på gulvet.
Faren i huset kontaktede politiet, mens han holdt øje med manden, der blot blev liggende på gulvet. Kort efter ankom politiet til stedet, og den 29-årige mand, der blev vurderet til at være ganske påvirket af alkohol, blev anholdt og sigtet for husfredskrænkelse.
Han erkendte med det samme og forklarede til politiet, at han var ked af omstændighederne.