Tumult endte i knivstik: 39-årig fængslet for drabsforsøg
Gerningsmanden bag et knivstikkeri i den nordjyske by Sindal natten til lørdag er blevet fængslet og sigtet for blandt andet drabsforsøg.
Natten til lørdag rykkede Nordjyllands Politi ud til Bodegaen på Nørre Torv i Sindal, hvor en 39-årig mand havde stukket en ti år ældre mand i maven med en kniv, efter en konfrontation mellem de to eskalerede.
Politiet anholdte den 39-årige på stedet, der var blevet tilbageholdt efter episoden.
Lørdag eftermiddag blev den 39-årige mand så varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, oplyser Nordjyske Anklagere på Twitter.
Han er sigtet for drabsforsøg og for grov vold i forbindelse og varetægtsfængslet i fire uger.
Det vides endnu ikke, hvordan han forholder sig til anklagerne.
Lørdag oplyste Nordjyllands Politi, at offeret for knivstikket var indlagt i kritisk tilstand.