Stærkt beruset bilist kørte ud på en mark og sad fast i mudder
62-årig kvinde fik konfiskeret sin bil efter vanvidskørsel.
En 62-årig kvinde fra Hinnerup-området blev fredag 4. marts klokken 20.44 anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Hun havde mistet herredømmet over sin bil og var fortsat ud på en mark ved Ågårdsvej 23, der ligger øst for Selling ved Spørring Å.
Her sad bilen fast i noget mudder, og da en patrulje fra Østjyllands Politi nåede frem, sad kvinden stadig på bilens førersæde med motoren i gang.
Hun var tydeligt beruset, hvilket blev bekræftet af en alkometertest, der viste en promille på over to. Hun blev derfor anholdt og taget med af politiet for at få taget en blodprøve, som skal angive den præcise alkoholpromille.
Når man har en promille på over to, kommer man under kategorien vanvidskørsel og kan få konfiskeret sin bil, hvilket skete for den 62-årige kvinde.
Det oplyser Østjyllands Politis pressemedarbejder Janni Lundager til Lokalavisen.