Politi og hundepatruljer efterforsker hændelse
Krydset mellem Søndervangs Allé og Ringvej Syd i Viby har været afspærret efter en hændelse.
Østjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en hændelse i Viby - nærmere bestemt i krydset ved Søndervangs Allé og Ringvej Syd, som har været afspærret det meste af natten. OK-tanken ved Rosenhøj har også været omkranset af afspærringsbånd fra politiet.
»Vi fik en anmeldelse klokken 1.11 om en hændelse derude, og i den forbindelse har vi spærret krydset og efterforsket derude og er så småt ved at åbne op for trafikken igen,« fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi, Morten Bang, til Lokalavisen.
Han kan ikke komme nærmere ind på detaljerne, men oplyser, at der har været en del politi i Viby-området.
»Vi har haft hundepatruljer, flere politipatruljer og en indsatsleder ude på stedet,« siger vagtchefen.
Østjyllands Politi skriver i et tweet:
»Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger.«