Fortsæt til indhold

Flere mænd bevæbnede med knive og macheter i Viby

Betjentene fik fat i fire mænd i alderen 18 til 27 år, men ingen af dem blev fundet i besiddelse af knive.

Krimi
ksa

Onsdag klokken 23.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at flere personer var samlet ved Søndervangs Allé i Viby, og at de tilsyneladende var bevæbnede med knive og macheter.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da politiet ankom, løb personerne fra stedet i alle retninger. Betjentene fik fat i fire mænd i alderen 18 til 27 år, men ingen af dem blev fundet i besiddelse af knive.

Ved søgning med hunde i området blev der dog fundet en isoleringskniv i et buskads, og den blev sikret og taget med på politigården til nærmere undersøgelse. Den ene af dem politiet fik kontakt til, en 25-årig mand, blev fundet i besiddelse af nogle poser kokain, og han blev derfor sigtet for narkobesiddelse.

Da politiet var færdige og ville forlade stedet, gik den 25-årige mand op på siden af en af betjentene og råbte skældsord og trusler efter ham. Han blev derfor anholdt og sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.