Fortsæt til indhold

Offer identificeret: 21-årig skuddræbt beskrives som pligtopfyldende studerende

Den 21-årige, der blev fundet skuddræbt i sin bil i Aarhus-bydelen Viby natten til tirsdag, er blevet identificeret som en ung, dansk mand, der netop var startet på en uddannelse - og blandt de medstuderende er stemningen meget trykket, lyder det.

Krimi
sbl

Den 21-årige mand, der natten til tirsdag blev fundet skuddræbt i sin bil ved en OK-tank i Viby J, er torsdag blevet identificeret som en dansk mand, der var udlært elektriker og netop startet på uddannelsen som bygningskonstruktør på Via 1. februar.

Det skriver JP Aarhus torsdag, der efter ønske fra den dræbtes familie, ikke viderebringer navnet.

Ifølge avisen svirrede det allerede onsdag før middag blandt de studerende, at der kunne være tale om en af deres medstuderende, forklarer Lotte Møller Larsen, der er uddannelsesdekan for byggeriuddannelserne på Via.

»Vores studievejleder tog kontakt til de studerende, der havde en formodning om, at det var ham. En af vores studerende havde været i kontakt med kæresten, og derfor var der allerede i går stor usikkerhed og bekymring,« fortæller hun.

Skolen aflyste derfor undervisningen onsdag og fik bekræftet hos politiet, at der var tale om en af deres studerende.

Torsdag samlede de så 100 medstuderende klokken 9 og bekræftede over for dem, at det var deres kammerat, der var blevet dræbt. Skolen havde ifølge JP Aarhus sørget for, at der var krisepsykologer til stede på skolen, og at både studerende og undervisere er tilbudt psykologhjælp.

»Vi kender ham som en seriøs, pligtopfyldende studerende. Derfor virker det også fuldstændig uretfærdigt, at han måske bare var et forket sted på et forket tidspunkt,« siger hun og understreger, at hun ikke ved mere end det, man kan læse i medierne og fortæller, at stemningen blandt de studerende er trykket.

Efterlyser vidner til sølvgrå bil

Hos Østjyllands Politi var man efter drabet hurtigt ude at meddele, at der intet var, der tydede på, at den 21-årige var forbundet til bandemiljøet.

Politiet delte onsdag, at en af deres teorier i efterforskningen stadig er, at den 21-årige kunne være et tilfældigt offer - og at han befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

»Vi har en del hypoteser om, hvad motivet og årsagen kan være. En af dem er, at den pågældende (den 21-årige mand, red.) er kommet kørende tilfældigt forbi,« sagde politiinspektør ved Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen, til BT.

I forbindelse med episoden har Østjyllands Politi udsendt billede af eb sølvgrå VW Golf Variant 2,0 fra 2005, der blev fundet ildspåsat tæt på gerningsstedet, og som var stjålet og påmonteret stjålne nummerplader.

Politiet leder efter folk, der kan have set bilen i området omkring kl. 1.11 natten til tirsdag.

Bilen kan kendes ved, at den er malet med koksgrå rende langs paneler og skærmkanter, som det kan ses på billedet, og fælgene er i »alu chrome look«.

De påmonterede, stjålne nummerplader havde registreringsnummer HG 36 244.

Har man set den, kan politiet kontaktes på telefon 114.