Skuddræbt 21-årig var muligvis tilfældigt offer i »konflikt« mellem bander: Politiet indfører nu visitationszoner flere steder i Aarhus
Der er uro mellem grupperinger i Viby og Brabrand ifølge politiet, der nu indfører visitationszoner flere steder i Aarhus for at sætte ind over for uroen.
Den 21-årige studerende, der natten til tirsdag blev fundet skuddræbt i sin bil i Aarhus-bydelen Viby var sandsynligvis et tilfældigt offer i en verserende konflikt mellem grupperinger i bydelen Viby og Brabrand.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Drabet på den 21-årige og det, politiet beskriver som »en række fund af skyde- og stikvåben« samt flere hændelser med personer tilknyttet til bandemiljøet får nu Østjyllands Politi til at indføre visitationszoner i afgrænsede områder ved Rosenhøj og Brabrand, oplyser politiet.
»Der er vores vurdering, at den uro, der har ulmet den seneste tid, har udviklet sig til en reel konflikt mellem grupperingerne. Natten til tirsdag blev en 21-årig mand dræbt af skud, da han kom kørende i sin bil i Viby, og det tyder desværre på, at han var et uskyldigt offer, der tilfældigt blev ramt. Derudover har vores betjente ved flere lejligheder fundet våben i Rosenhøj og Brabrand, og der har været flere voldelige hændelser,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen og fortsætter:
»Nu indfører vi visitationszoner for at få så mange våben som muligt væk fra gaden. Samtidigt fortsætter vi vores massive indsats mod bandemiljøet. Vi efterforsker alle hændelser i bandemiljøet, vi er ekstra synlige med patruljer i områderne, og vi har en forebyggende indsats, som også er meget vigtig.«
Visitationszonerne træder i kraft fredag klokken 16 og giver politiet mulighed for at foretage stikprøvevise kropsvisiteringer samt undersøge køretøjer for at se, om personer bærer våben. Visitationszonerne gælder som udgangspunkt fire uger frem.
Her er visitationszonerne
Visitationszonerne dækker disse to geografiske områder i Aarhus Kommune:
Rosenhøj
Sydlig afgrænsning:
• Christian X’s Vej mellem Ringvej Syd og Gunnar Clausens Vej ¨
Østlig afgrænsning:
• Ringvej Syd mellem Skanderborgvej og Christian X’s Vej
Nordlig afgrænsning:
• Skanderborg vej mellem Gunnar Clausens vej og Ringvej
Syd Vestlig afgrænsning:
• Gunnar Clausens Vej mellem Skanderborgvej og Christian X’s Vej
De nævnte veje er indbefattet i visitationszonen.
Brabrand:
Nordlig afgrænsning:
• Jernaldervej fra Åby Ringvej til Holmstrupgårdvej
Vestlig afgrænsning:
• Holmstrupgårdvej fra Jernaldervej til Edwin Rahrs Vej
• Edwin Rahrs Vej fra Holmstrupgårdvej til Hejredalsvej
• Hejredalsvej fra Edwin Rahrs Vej til Stenbækvej
• Stenbækvej fra Edwin Rahrs Vej til Silkeborgvej
Sydlig afgrænsning:
• Silkeborgvej fra Stenbækvej frem til Nøjsomhedsvej
• Nøjsomhedsvej fra Silkeborgvej til Brabrand Skovvej
• Brabrand Skovvej fra Nøjsomhedsvej til Louisevej
• Louisevej fra Brabrand Skovvej til Silkeborgvej
• Silkeborgvej fra Louisevej til Åby Ringvej
Østlig afgrænsning:
• Åby Ringvej fra Silkeborgvej til Jernaldervej