Uidentificeret mand fundet livløs ved station
En mand er tirsdag fundet død nær Nordhavn Station.
Politi og redningsmandskab er tirsdag talstærkt til stede ved Nordhavn Station i København, hvor der er fundet en livløs person, som endnu ikke er identificeret.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået det bekræftet hos Københavns Politi.
»Han er fundet liggende på en skrænt og er tilsyneladende livløs,« fortæller vagtchef Jesper Frandsen til mediet.
Københavns Politi modtog anmeldelsen omkring klokken 11.58.
Det var en borger, som slog alarm ved at ringe 112.
»Vi har kun nået at være på stedet i 10 minutter, så vi kan ikke sige så meget. Lige nu undersøger vi, om der er sket noget kriminelt, eller om det er en ulykke, der ligger bag,« lød det omkring middagstid fra vagtchef Jesper Frandsen til TV 2 Lorry.
Ifølge Ekstra Bladet kører der i øjeblikket færre S-tog mellem Østerport Station og Svanemøllen Station på grund af politiets arbejde på stedet.
Til Lokalavisen ønsker den presseansvarlige ved Københavns Politi tirsdag eftermiddag omkring klokken 13.30 ikke at kommentere sagen yderligere.
I stedet informerer politiet, at der i løbet af dagen vil blive meldt flere informationer ud på Twitter.
Opdateres...