Har du set Karen?: Politiet bekymret for forsvunden kvinde - kan ikke tage vare på sig selv
En kvinde af grønlandsk afstamning har været forsvundet siden mandag, hvor hun forlod sit hjem i Brønderslev i Nordjylland, og politiet frygter, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og hører meget gerne fra folk, der kan have set kvinden.
Opdatering onsdag klokken 17.01: Nordjyllands Politi meddeler på Twitter at den 20-årige Karen nu er blevet fundet i god behold. »En borger kontaktede os kl. 15:20 og oplyste, at Karen netop var set på gågaden i Hjørring. Vi sendte straks en patrulje til stedet for at hente Karen, og hun befinder sig nu på politigården. Tak for hjælpen til alle, som har ledt efter Karen,« skriver Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Politi er i øjeblikket på udkig efter den grønlandske kvinde Karen, der har været forsvundet siden tirsdag eftermiddag, hvor hun forlod sit hjem i Brønderslev.
Tirsdag aften udsendte politikredsen en efterlysning af kvinden, men den har endnu ikke givet pote. Det forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, til Lokalavisen.
Siden mandag eftermiddag, hvor Karen forlod sit hjem i Brønderslev, har det ikke været muligt at komme i kontakt med hende, og derfor håber politiet nu på, at offentligheden kan være med til at lokalisere kvinden, der udelukkende taler grønlandsk, men forstår lidt dansk.
»Der er en bekymring for, at hun ikke kan tage vare på sig selv, og derfor er det fortsat håbet, at hun opholder sig et sted, hvor man ser den her efterlysning og så henvender sig til os på telefon 114,« siger Jesper Sørensen.
Karen beskrives som en kvinde af grønlandsk oprindelse, omkring 155 centimeter høj og med langt, afbleget hår. Hun er sidst set iført en sort dynejakke, blå Adidas-bukser med striber langs siderne og formentlig medbringer hun en lille blå taske.
Har man set Karen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.