Indbrud i boliger på næsten samme tid og sted
jr
Østjyllands Politi oplyser i døgnrapporten, at der i det seneste døgn er anmeldt fire boligindbrud i hele politikredsen. To af dem er begået i Favrskov Kommune, og de har fundet sted meget tæt på hinanden både tidsmæssigt og geografisk.
Det ene indbrud er sket på Stengaden i Nielstrup ved Voldum tirsdag 15. marts på et tidspunkt mellem klokken 11.45 og 12.15.
Det andet er sket på Stobdrupvej, der går fra Hadbjerg til Nielstrup/Voldum. Her har der været ubudne gæster samme dag i tidsrummet mellem klokken 07.50 og 13.50.
Ifølge gårsdagens døgnrapport har der også været indbrud i en bolig på Futuravej i Hadsten. Det er sket mellem 3. marts og 5. marts, men altså først anmeldt nu.