Færdselsuheld lukkede Ødumvej: Tre biler kørte sammen
Én person kørt til tjek på skadestuen efter færdselsuheld i Selling.
Artiklen er blevet opdateret fredag kl. 11.30
Torsdag morgen klokken 08.39 skete der et færdselsuheld med tre biler på Ødumvej i Selling.
Meldingen gik på, at der var fastklemte personer, og der blev tilkaldt politi, ambulancer og redningsmandskab til stedet, som blev spærret for trafik.
Trafikradioen oplyste, at der var tale om en alvorlig ulykke, men det var heldigvis ikke tilfældet, oplyser Østjyllands Politi efterfølgende.
Der var tale om et mindre harmonikasammenstød, hvor en 31-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 49-årig kvinde, som blev skubbet op i en bil med en 21-årig mand bag rattet.
Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet, men én person blev kørt til skadestuen for at blive tjekket, oplyser politiet til Lokalavisen.