Fortsæt til indhold

21-årig blev beskudt, da han skulle aflevere ornesæd

68-årig mand varetægtsfængslet efter skud mod varebil. Den sigtede troede, at ornesæd-bud var en tyv.

Krimi
ddp

En 68-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han natten til onsdag affyrede skud med et haglgevær mod et 21-årigt bud.

Det skriver TV MidtVest.

Buddet skulle aflevere noget ornesæd til et landsted nær Skive i de sene nattetimer, da der blev skudt mod hans varevogn.

Politiet fortæller til TV MidtVest, at buddet ikke lagde mærke til andet end et lille brag, men at han kunne se, at der var tale om skud fra et haglgevær, da han kom tilbage til sit firma.

Midt- og Vestjyllands Politi fandt hurtigt frem til den 68-årige mand, der erkendte, at han stod bag skuddet.

»Han fortalte, at han for kort tid siden havde indbrud på sin ejendom, så han troede, at det var tyvene, der var vendt tilbage for at lave indbrud,« siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til TV MidtVest.

Manden var angiveligt ked af det, da han fandt ud af, at det var et bud, han havde skudt efter, men ikke desto mindre blev han anholdt og fremstillet i grundlovsforhør. Derudover fik han frataget sit våben.

Sigtelsen lyder på, at han har forvoldt fare for andres liv.