Fortsæt til indhold

Udvist for vold og voldtægt af hustru gennem flere år: 34-årig mand fængslet - hustruens bror fik også dom

En voldsom sag nåede sin foreløbige afslutning ved Retten i Glostrup torsdag, da en 34-årig mand fra Ballerup blev idømt seks års fængsel og udvisning af Danmark for mangeårig vold og voldtægt mod sin kone. Mandens svoger blev også dømt.

Krimi
sbl

Torsdag eftermiddag afsagde Retten i Glostrup dom i en voldsom sag om mangeårig mishandling af en kvinde.

En 34-årig dansk/afghansk mand fra Ballerup blev ved retten idømt seks års fængsel for langvarig vold og voldtægt af sin hustru, mens manden 29-årige svoger også blev dømt for vold mod sin søster og sine mindreårige niecer og fik fem måneders fængsel.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den 34-årige mand var tiltalt for at have voldtaget sin kone jævnligt fra 2007 til 2020 og for i samme periode at have udsat sin hustru for omfattende mishandling, hvor han blandt andet slog og sparkede hende - mens hun var gravid.

Myndighederne blev bekendtgjorte med sagen, da kvinden i 2020 lykkedes med at flygte til et krisecenter sammen med sine to døtre. Her indledte Københavns Vestegns Politi en omfattende efterforskning af sagen, hvorefter den 34-årige samt svogeren blev anholdt.

»Det at kvinden til sidst vælger at flygte fra sin mand og fortælle myndighederne om de forfærdelige forhold hun og børnene har været under, er sammen med den omfattende efterforskning i sagen, grunden til at det ender med dom,« siger specialanklager Peter Godsk i pressemeddelelsen.

Den 34-årige mand er afghansk statsborger og blev udover de seks års fængsel også idømt udvisning af Danmark for bestandigt. Svogeren, der også er afghansk statsborger, men har boet i Danmark i mere end 20 år, fik advarsel om udvisning.

Den 34-årige ankede sagen til frifindelse, mens svogeren har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.