Mystisk syn i havnebassinet: Midaldrende mand trukket livløs op af vandet
Fyns Politi har mandag formiddag bjærget en midaldrende mand fra havnebassinet i Svendborg Havn, oplyser de. De formoder, der er tale om en 56-årig person, der har været forsvundet i en måneds tid.
En midaldrende mand er mandag formiddag blevet fundet på bunden af havnebassinet i Svendborg Havn ved Frederiksø.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Politiet sendte redningsmandskabet ned til Frederiksø, da de modtog en anmeldelse mandag formiddag fra tilstedeværende, der havde set noget mystisk i vandet, forklarer Kenneth Taanquist, vagtchef ved Fyns Politi til Fyns Amts Avis.
»Det var nogen, som havde set det, der ligner en mand på bunden af havnen. Vi får Falck derned, som redder en mand op, der er afgået ved døden,« siger han til avisen.
Kort efter middag mandag meddelte Fyns Politi, at der med al sandsynlighed er tale om en 56-årig mand, der er død i havnen - den samme mand, som forsvandt på havnen i Svendborg den 24. februar.
Politiet har underrettet de pårørende, og der er ingen mistanke om, at der er foregået noget kriminelt, melder Fyns Politi.