Omfattende skader efter voldsom brand: »Taget er brændt af – og kirken er totalskadet«
Den vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab oplyser tirsdag formiddag, at Hyltebjerg Kirke i Vanløse er totalskadet efter den voldsomme brand aftenen forinden. Årsagen til branden er ifølge Københavns Politi endnu ukendt, men der er dog »intet mistænkeligt« i forhold til branden.
Mandag aften stod Hyltebjerg Kirke i Vanløse pludselig i flammer.
Branden i kirken var så voldsom, at Hovedstadens Beredskab sent mandag aften kunne meddele på Twitter, at man forventede at brandslukningen ville tage det meste af natten.
»Vi gik ret tidligt i branden over til udvendig slukning da den brændende tagkonstruktion faldt ind i kirken. og umuliggjorde indvendig slukning Der forestår nu en langvarig efterslukning og vi forventer at have styrker på stedet resten af natten,« lød det omkring kl. 22 i et tweet fra beredskabet.
Tirsdag formiddag fortæller den vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab Michael Møller til Lokalavisen, at beredskabet, der ifølge TV 2 Lorry var massivt til stede ved Hyltebjerg Kirke med hele 15 brandbiler, først kørte fra stedet tirsdag morgen.
Samtidig kan operationschefen berette om omfattende skader på kirken i Vanløse.
»Vi er faktisk lige kørt derud igen på grund af en smule røg fra noget af det, der allerede er brændt ned – men der er bare tale om et eftersyn. Ellers forlod vi først stedet her til morgen,« indleder Michael Møller.
»Taget er brændt af – og selve kirken er totalskadet. Én sidebygning er også totalskadet. Det lykkedes os at redde kælderen og to sidebygninger. Og selve redningen af værdigenstande foregår stadig derude.«
»Det har været en stor og voldsom brand,« understreger operationschefen.
Københavns Politi oplyser til Lokalavisen, at der umiddelbart ikke er noget mistænkeligt i forhold til branden i Hyltebjerg Kirke.
Politiets teknikere vil nu gå i gang med de brandtekniske undersøgelser for at få klarlagt den egentlig brandårsag.
Samme melding kommer Københavns Politi med på Twitter:
»Ingen er kommet til skade ifm. branden. Umiddelbart er intet mistænkeligt, og brandtekniske undersøgelser skal nu forsøge at belyse årsagen.«