Pillesmugler opsnuset: Havde 34.500 piller med i en Flixbus
En hollandsk passager i en Flixbus blev afsløret i at forsøge at smugle et stort parti piller ind i landet.
Det var en lidt utraditionel bagage, som en hollandsk passager blev snuppet med, da han forsøgte at køre ind i Danmark med en Flixbus.
Tirsdag formiddag blev den 26-årige hollandske mand snuppet ved grænsen i Rødbyhavn, fordi en af Toldstyrelsens narkohunde var overordentlig interesseret i den unge mand.
Det fik styrelsen til at tilkalde politiet, der fandt intet mindre end 34.500 receptpligtige piller til behandling af epilepsi.
Det skriver TV 2 Øst.
Den 26-årige mand blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lægemiddelloven og loven om euforiserende stoffer, fortæller anklagerfuldmægtig Maria Barkov til tv-stationen.
Ifølge Ritzau blev den 26-årige ved et grundlovsforhør onsdag idømt fængsel i tre måneder, ligesom han er blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.