Patrulje spottede bil i buslomme: Ung mand sigtet for at have ulovlige piller i sin bil
Politiet sigtede sent søndag aften to unge mænd, der havde parkeret i en buslomme i Hørning.
To unge mænd fra den vestlige del af Aarhus blev sendt søndag aften sigtet af politiet.
Klokken 23.30 spottede en patrulje en bil, der holdt parkeret i en buslomme på Aarhusvej i Hørning.
»De to personer i bilen udviste en mistænkelig adfærd, så betjentene valgte at ransage bilen - hvor der så blev fundet nogle ulovlige piller,« siger politikommissær Jesper Christensen fra Sydøstjyllands Politi.
En 21-årig mand fra Tilst blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for at overlade føringen af bilen til en person, der ikke var i stand til at køre lovligt bil.
Den 20-årige fører fra Brabrand havde nemlig ikke nogen føreret, hvilket han blev sigtet for.
Politiet kunne mandag morgen ikke fortælle, hvilken slags piller der var tale om.
»Det skal vi have undersøgt yderligere nu,« lyder det fra politikommissæren.