Vejvrede med vold: Mand blev overfaldet med bat og faldt ud på motorvej
En 26-årig mand blev fredag eftermiddag overfaldet med et bat i nødsporet på Sydmotorvejen ved Haslev på Sjælland og faldt i den forbindelse ud i motorvejstrafikken.
Fredag eftermiddag udviklede en trafikal uoverensstemmelse sig rigtig alvorligt for en 26-årig mand.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Omkring klokken 15.15 blev den 26-årige overfaldet på Sydmotorvejen ved Haslev af parter, han holdt sammen med i nødsporet efter en episode med såkaldt vejvrede.
Den 26-årige blev ifølge politiet slået i hovedet med et bat og faldt i den forbindelse ud i på motorvejen, hvor en personbil måtte undvige for ikke at påkøre ham. Gerningsmændene kørte herefter væk fra stedet i en varebil.
Dog havde en del vidner set optrinnet, og ud fra deres forklaringer fandt politiet senere frem til tre mænd, på henholdsvis 22, 26 og 47 år, som alle blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.
Den 26-årige gerningsmand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til 20. april.