24-årig dømt for grov hvidvask: Millionbeløb stjålet fra flere borgeres netbank-konti
En 24-årig mand fra Tønder blev tirsdag ved Retten i Sønderborg dømt for 26 forhold af hvidvask af særlig grov karakter.
Tirsdag blev en 24-årig mand fra Tønder idømt et år og seks måneders fængsel ved Retten i Sønderborg i et større sagskompleks om hvidvask af særlig grov karakter. Der var tale om en tillægsstraf til en anden dom på seks måneders fængsel for bl.a. databedrageri og hæleri. I alt blev den 24-årige dømt for 26 forhold af hvidvask af særlig grov karakter – forhold, der alle blev opdaget i perioden mellem marts 2020 og juli 2021.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Mønstret ved samtlige 26 hændelser var ifølge politiet nøjagtig den samme.
”Ukendte medgerningsmænd havde først held til at bryde ind i 20 borgeres netbank-konti og stjæle i alt 2,8 mio. kr. Pengene blev derefter overført til en række personer – såkaldte muldyr – for at sløre, at den egentlige modtager var den 24-årige mand. Den 24-årige hævede herefter pengene og gav dem videre til de ukendte medgerningsmænd, der stod bag netbank-indbruddene,” skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ifølge politiet stammer de forurettede fra alle dele af landet.
Den 24-årige mand, som blev anholdt den 29. september sidste år, har været varetægtsfængslet frem til retsmødet og blev fængslet efter dommen.
Manden har under sagen erkendt sig skyldig og modtog dommen. Han modtog desuden en advarsel om udvisning.