Mand kørte ind i skolegård, mens han råbte af lærer
Aggressiv bilist kørte ind i skolegård, mens der befandt sig flere personer på stedet.
Elever og lærere på Grønhøjskolen i Gjerlev ved Randers fik sig onsdag et grimt chok, da en mand kørte sin bil ind i skolegården.
Ifølge en anmeldelse til Østjyllands Politi havde en lærer omkring klokken 13 bedt en mandlig bilist, der kørte ved skolen om at sænke farten.
Det bragte tilsyneladende mandens blod i kog. I stedet for at køre lidt mere stille og roligt, blev han opfarende og aggressiv.
Manden råbte af læreren, inden han kørte ind i skolegården og kørte rundt derinde, mens der befandt sig flere personer på stedet.
Herefter kørte bilisten videre ad en sti, ud på vejen og væk fra skolen, oplyser politiet.
Flere vidner skal have noteret sig nummerpladen på bilen, og Østjyllands Politi er i gang med at undersøge sagen og finde frem til den mand, der kørte bilen.
Ifølge Grønhøjskolens hjemmeside har skolen 20 klasser og små 400 elever.
Ingen personer kom noget til ved episoden.