Fortsæt til indhold

Politiet gør vildt kokain-kup

Tre personer anholdt i sag om besiddelse af adskillige kilo kokain.

Krimi
ddp

Tre mænd på 24, 26 og 30 år skal fredag for retten i Roskilde, hvor politiet vil bede dommeren om at varetægtsfængsle dem.

De tre mænd er sigtet for besiddelse af hele otte kilo kokain, som NSK (National enhed for Særlig Kriminalitet) beslaglagde torsdag eftermiddag.

De tre mænd blev anholdt mellem kl. 12 og 17, og ifølge politiet blev kokainen på skift overdraget mellem de tre. Det er politiets formodning, at stoffet efterfølgende skulle distribueres i det Storkøbenhavnske område.

Anholdelserne skete efter en kort efterforskning, hvor politiet konstaterede, at de tre anholdte sammen håndterede det beslaglagte narkotika på den enes bopæl.

»Det er med stor tilfredshed, at vi efter en kort målrettet indsats har formået at fjerne en betydelig mængde narkotika fra de kriminelles besiddelse. Denne sag er et godt eksempel på, at den samfundsskadelige kriminalitet, som handel med narkotika er, har vores opmærksomhed,« siger politiinspektør Mads Helios fra NSK.

Grundlovsforhøret startede kl. 11, og der er anmodet om lukkede døre.