Brand hos dømt sexkrænker formentlig påsat
En garagebrand hos varetægtsfængslet mand, der er sigtet for at overtræde tilhold mod 14-årig dreng, han tidligere er dømt for at krænke, er formentlig påsat, mener politiet.
Natten til torsdag den 24. marts blev en garage hærget af brand i Hyllerup vest for Slagelse. En garage, der tilhørte en mand, der er tidligere er dømt for seksuelt at krænke en 14-årig dreng.
Manden sidder i øjeblikket varetægtsfængslet sigtet for gentagne gange at have overtrådt et polititilhold mod at opsøge selvsamme dreng.
Nu viser brandundersøgelserne, at ilden er opstået i en bil, der var parkeret i garagen, og at branden sandsynligvis er påsat.
Det fortæller politikommissær hos lokal efterforskning i Slagelse, der er en del af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jens Jedig Christiansen, til TV 2 Øst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder nu offentligheden om hjælp til at komme videre i efterforskningen.
»Vi er afhængige af, at folk henvender sig til os for at hjælpe os videre i efterforskningen,« siger Jens Jedig Christiansen til mediet og fortsætter:
»Vi vil gerne høre fra dem, der har set noget eller ved noget.«
Også udsat for hærværk
Den 60-årig mand, der er varetægtsfængslet, og hvis garage brændte ned, er tidligere blevet udsat for hærværk i relation til de verserende sager mod ham.
»Her bor en pædofil« kan blandt andet ses på billeder fra branden spraymalet på en mur på manden ejendom.
I den forbindelse udtalte politiet, at der ikke umiddelbart var relation mellem brand og hærværk.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis man har informationer om branden.
Den 60-årige mands sag om gentagne overtrædelser af polititilholdet mod den 14-årige dreng skal for retten i Næstved i næste uge den 12. og 13. april.