Fortsæt til indhold

Mand ringede efter politiet: Bil slingrede kraftigt på motorvejen og endte i nødsporet nær Ejer Bavnehøj

En mandlig bilist ringede søndag aften til politiet, fordi han kørte bag en slingrende bil på Østjyske Motorvej.

Krimi

En patrulje sigtede søndag aften en 39-årig mand fra Litauen, fordi han havde kørte på Østjyske Motorvej, selvom han havde drukket alt for meget alkohol.

Hans promille var et godt stykke over det tilladte.
Martin Frandsen, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi

Det viste en alkoholtest.

»Hans promille var et godt stykke over det tilladte,« siger politikommissær Martin Frandsen fra Sydøstjyllands Politi.

Patruljen mødte den fulde litauer i nødsporet ved Ejer Bavnehøj.

»Han blev anholdt for at få taget en blodprøve og blive sigtet - og lidt senere på aftenen blev han løsladt igen,« lyder det fra politikommissæren.

Ros til opmærksom borger

At patruljen i første omgang fik kontakt med den 39-årig spritbilist, kan Sydøstjyllands Politi takke en opmærksom borger for.

Omkring klokken 19.15 modtog politiet en anmeldelse om en meget slingrende bil i sydgående retning på Østjyske Motorvej. Det fik en patrulje til at storme ud på motorvejen i et forsøg på at finde den slingrende bil.

»Anmelderen fulgte efter bilen, indtil den selv kørte ud i nødsporet. Der blev anmelderen så og observerede bilen, til patruljen var fremme,« lyder det fra politikommissæren, der har meget ros til overs for den 45-årige mandlige anmelder.

»Det kan vi kun opfordre andre til også at gøre. Det hjælper os i vores arbejde, når vi får anmeldelser om den slags bilister,« lyder det fra Sydøstjyllands Politi.