To mænd flygtede fra trafikulykke på Frederiksberg: Politiet undersøger endnu et muligt gaderæs
Kl. 22 fredag aften kørte endnu en bil galt i København. Politiet leder fortsat efter to mænd, der tog flugten fra ulykkesstedet, og undersøger samtidig mulig sammenhæng med et trafikuheld på Jagtvej samme aften.
Godt tre timer efter en fodgænger blev påkørt af en Porsche Cayenne efter et gaderæs på Jagtvej i København, kunne Københavns Politi melde om endnu et færdselsuheld i Hovedstaden.
Cirka kl. 22.05 ramte en bil nemlig i høj fart afspærringen ved Pile Allé og Vesterbrogade.
To mænd tog efterfølgende flugten fra ulykkesstedet, kunne benhavns Politi oplyse på Twitter omkring kl. 23 fredag aften.
»Vi ved endnu ikke, om der er sammenhæng mellem de to uheld. Har man oplysninger vedr. et af de to uheld, kan man ringe til os på 114,« lød det fra Københavns Politi på Twitter.
Vagtchef ved Københavns Politi Jess Voldager bekræfter lørdag formiddag episoden over for Lokalavisen og fortæller, at politiet forsat efterforsker sagen intensivt.
»Der er tale om en bil, der påkører noget vejarbejde … To personer er undløbet fra stedet med kurs mod Søndermarken på Frederiksberg. Vi har selvfølgelig ledt efter de to personer netop der og desuden efterforsket i forhold til bilen,« siger Jess Voldager.
I modsætning til trafikuheldet på Jagtvej er der ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med ulykken på Pile Allé.
»Der er ikke nogen, der er kommet til skade – medmindre selvfølgelig de to mænd selv er kommet til skade. Men vi har som sagt ikke fundet dem endnu,« siger Jess Voldager og tilføjer:
»Vi undersøger, om der også her har været tale om gaderæs … Det skal vi vurdere ud fra de tekniske undersøgelser på stedet og vidneforklaringerne.«
Til slut understreger vagtchefen, at Københavns Politi meget gerne hører fra vidner i sagen.
Københavns Politi kan kontaktes på 114.