Fortsæt til indhold

Ung mand faldt i havnen: Heltemodigt vidne hoppede i efter ham

18-årig mand blev reddet op af det kolde vand natten til mandag.

Krimi
ddp

Flere unge mænd har den seneste tid mistet livet i det kolde, bynære danske vand.

En 18-årig mand fra Horsens kunne have været endnu et tal i den tragiske statistik, hvis ikke det var for et heltemodigt vidne, der ofrede sig natten til mandag.

Myndighederne blev alarmeret om en mulig drukneulykke i Horsens ved Jenny Kammersgaardsvej klokken 02.04. Bag alarmopkaldet var vidnet, der så den 18-årige falde i, og straks efter opkaldet til myndighederne, sprang vidnet selv i efter den unge mand.

»Vidnet springer selv i havnen og redder den unge mand op på land,« siger Mads Flansmose, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, der betegner vidnet som snarrådigt.

Begge var ude af vandet, da politi og beredskab nåede frem. Den 18-årige blev kørt til tjek på skadestuen, men begge slap uden mén.