Fortsæt til indhold

Politiet søger vidner: Skurvogn udsat for hærværk to gange på kort tid

Politiet søger vidner til to omgange hærværk begået mod en skurvogn på en byggeplads ved Blegindvej i Hørning.

Krimi

To weekender i træk er en skurvogn på Blegindvej i Hørning blevet udsat for hærværk.

Der havde igen været nogen i skurvognen, og denne gang var der skrevet med rød maling på stedet, antændt noget papir og så var der hæfteklammer i et bord.
Stig Simonsen, Vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi

Skurvognen er placeret på stedet i forbindelse med byggeriet af en ny skole og daginstitution i Hørning.

Første gang, der blev begået hærværk mod skurvognen, var i weekenden fra den 8. til 11. april.

»Der blev smadret en rude i skurvognen, og så havde nogen opholdt sig der,« lyder det fra vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

Også i påsken fra 13. til 19. april havde der været uønskede gæster i skurvognen.

»Der havde igen været nogen i skurvognen, og denne gang var der skrevet med rød maling på stedet, antændt noget papir og så var der hæfteklammer i et bord,« fortæller Stig Simonsen.

I den forbindelse hører politiet gerne fra eventuelle vidner til hærværksepisoderne.

Politiet kan kontaktes på 114.