»Alvorligt færdselsuheld på Vestre Ringvej«: En person fastklemt og i kritisk til stand efter frontalt sammenstød
På Twitter melder Midt- og Vestsjællands Politi fredag morgen om et alvorligt færdselsuheld på Vestre Ringvej nord for byen Regnemark.
Der er fredag morgen sket et alvorligt færdselsuheld på Vestre Ringvej nord for Regnemark på Sjælland.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter tidligt fredag morgen.
»Regnemark/Borup: Alvorligt færdselsuheld på Vestre Ringvej nord for byen Regnemark. Kørebanen i begge retninger er helt spærret,« lyder det bl.a. fra politikredsen.
Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer derfor morgenens bilister om at søge andre veje nord for Dalbyvej og syd for via byen Regnemark.
Ifølge den regionale tv-station TV 2 Lorry var fire biler impliceret i trafikulykken.
Vagtchef Thomas Hartmann fortæller til tv-stationen, at politikredsen modtog anmeldelsen om uheldet kl. 6.19 via 112.
»Vi har to parter, som støder frontalt sammen på hovedvejen Vestre Ringvej,« fortæller Thomas Hartmann til TV 2 Lorry.
»Det er alvorligt. Vi har en, som er fastklemt og i kritisk tilstand, som sidder i det ene køretøj. Brand og redning er nu i gang med at få frigjort personen,« tilføjer vagtchefen.
Det frontale sammenstød resulterede samtidig i, at endnu en bil bragede ind de to forulykkede biler.
En fjerde bil forsøgte derefter at undvige uheldet og endte i stedet med at køre i grøften.
Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi Charlotte Tornquist fortæller til Ekstra Bladet, at der i forbindelse med uheldet på Vestre Ringvej er blevet anholdt en person.
»Der er mistanke om, at føreren af den ene bil er påvirket. Han er blevet anholdt og indbragt til undersøgelse for at få taget en blodprøve,« siger Charlotte Tornquist til avisen.
Lokalavisen følger sagen …