16-årig idømt fængsel for »rå, brutal og farlig« vold
En 16-årig dreng er mandag blevet idømt ét års fængsel ved Retten i Esbjerg for »legemsangreb af særligt rå, brutal og farlig karakter« samt for besiddelse af en kniv. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det sker, efter den 16-årige søndag eftermiddag den 27. februar stak en 31-årig mand med en kniv i Exnersgade i Esbjerg.
Drengen stak den 31-årige i brystkassen, så manden var efterladt med »et overskåret ribben og en perforeret tyktarm«.
Offeret endte ifølge politikredsen op med en livstruende blødning, så lægerne på Sydvestjysk Sygehus måtte udføre en akut livreddende operation.
Under grundlovsforhøret tilstod den 16-årige, og sagen blev derfor ført som en tilståelsessag.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser desuden, at dommeren samtidig henviste sagen til Ungdomskriminalitetsnævnet, der behandler sager, hvor børn og unge fra 10 til 17 år er mistænkt eller dømt for kriminalitet.
Nævnet kan ifølge politikredsen fastlægge foranstaltninger, som kan hjælpe børn og unge til et liv uden kriminalitet.