Fortsæt til indhold

Indbrud hos Folkekirkens Nødhjælp i Skanderborg

Krimi
bo

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik på Adelgade 66 i Skanderborg blev i løbet af weekenden udsat for indbrud, oplyser politikommissær Martin Frandsen fra Sydøstjyllands Politi.

Indbruddet fandt sted i tidsrummet fra lørdag kl. 13 til mandag kl. 10, og gerningsmanden har skaffet sig adgang til butikken ved at fjerne en rude i en kælderdør. Der blev blandt andet stjålet kontanter ved indbruddet.

Også i Højvangen har indbrudstyve været på spil. Natten til mandag gik det ud over en villa på N. F. S. Grundtvigs Vej, hvor en ukendt gerningsmand i ly af mørket borede en cylinder ud i en lås til en hoveddør og på den måde skaffede sig adgang til boligen. Her blev der blandt andet stjålet kontanter, sko, smykker og personlige papirer.