Fortsæt til indhold

Kørelærer dømt for at krænke kvindelige elever

Krimi
af

Tirsdag eftermiddag kunne anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi oplyse på Twitter, at en 56-årig kørelærer ved Retten i Aalborg var blevet idømt 20 dages betinget fængsel for verbalt og via Messenger-beskeder at have »krænket blufærdigheden« hos tre unge, kvindelige køreelever.

Ifølge TV2 Nord fik de tre kvinder køreundervisning af den 56-årige kørelærer, da de alle blev udsat for både krænkende snakke og berøringer, mens de samtidig modtog upassende beskeder på sms og via Messenger.

Den regionale tv-station skriver derudover, at et af ofrene ifølge anklageskriftet var en 17-årig pige.

Her skulle den mandlige kørelærer have skrevet flere beskeder til den kvindelige køreelev efter undervisningen. Både om dagen og om natten.

Den 56-årige mand var ifølge TV2 Nord også tiltalt for at have krænket en kvindelig køreelev i 20’erne.

I forbindelse med køreundervisningen skulle den pågældende kørelærer bl.a. have givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig en såkaldt sugarbabe og samtidig spurgt ind til, hvad den kvindelige køreelev kunne tænke sig af gaver, hvis hun selv var en sugarbabe.