Fortsæt til indhold

Børn stod bag stor ladebrand

14-årige drenge gik til bekendelse overfor deres forældre.

Krimi
ddp

Tirsdag ved aftentid udbrød der pludselig brand i en lade i Øster Bjerregrav nær Randers.

Branden gav myndighederne panderynker, for ejendommen var totalt forladt, og bygningerne stod tomme.

Da politiet ankom til stedet var store dele af laden overtændt, og store dele var allerede brændt væk. Brandvæsnet var i fuld gang med slukningsarbejdet, der overgik til en kontrolleret nedbrænding.

Der var ikke umiddelbart fare for, at branden kunne sprede sig til omkringliggende bygninger, men da ladens tagplader indeholdt asbest, blev Randers Kommunes miljøvagt kontaktet for at sikre en korrekt oprydning efterfølgende.

Den mystiske brand skulle undersøges, så årsagen kunne opklares. Det var ikke muligt at få en brandinspektør til stedet, men det skulle senere tirsdag aften vise sig ikke at være nødvendigt.

Ud på aftenen blev Østjyllands Politi nemlig kontaktet af en kvinde, der oplyste, at hendes 14-årige søn og hans kammerat var gået til bekendelse og havde fortalt, at de tidligere på dagen havde lavet et mindre bål i laden.

De mente selv, at de havde slukket for det, inden de forlod stedet, men det viste sig altså ikke at være tilfældet.

Da drengene begge er under den kriminelle lavalder, er de ikke blevet sigtet for forsætlig brandstiftelse, oplyser politiet.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk