Fortsæt til indhold

Kommer med opfordring efter to færdselsuheld på samme motorvejsstrækning: »Sænk farten og udvis forsigtighed«

Krimi
af

Opdateret kl. 12.32 ... E20 Vestmotorvejen i vestgående retning ved hhv. Slagelse og Fjenneslev er nu åben igen efter de to færdselsuheld. »Der er stadig biler i nødsporet, så udvis fortsat forsigtighed ved forbikørsel,« meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nu på Twitter.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kunne fredag kort før middag melde om flere færdselsuheld på E20/Vestmotorvejen i vestgående retning mellem Slagelse og Sorø og ved Fjenneslev.

På Twitter oplyser politikredsen, at motorvejen begge steder er »delvist spærret«.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer derfor alle bilister på Vestmotorvejen i de pågældende områder til både at sænke farten og udvise forsigtighed i forbindelse med redningsarbejdet, der finder sted i skrivende stund.

Til B.T. oplyser Heidi Grandt Andresen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at det første uheld – mellem Sorø 37 og Slagelse Ø 38 – blev anmeldt kl. 11.09. Her var »flere biler involveret«.

Knap ti minutter senere var den gal igen, da der tikkede en anmeldelse ind om et uheld kl. 11.18 – mellem Ringsted N og serviceanlæg Tuelse Nord – hvor flere biler ligeledes var involveret.

Fredagens to uheld på Vestmotorvejen resulterer i øjeblikket i en forlænget rejsetid på cirka en halv time.

Opdateres …