Kvæstet mand fundet på gaden: Politiet brugte tatovering til at identificere
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi leder efter personer, der kan genkende tatovering på en kvæstet mand fundet på gaden i Vordingborg natten til lørdag.
Opdateret klokken 14.45: Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har identificeret manden med tatoveringen efter flere henvendelser. Politiet har ikke yderligere oplysninger.
En mand, der blev fundet på Algade i Vordingborg natten til lørdag, fik Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til at bede offentligheden om hjælp til at identificere ham.
Her udsendte de et billede af mandens tatovering på venstre arm i håb om, at personer kunne genkende det særlige kendetegn og derved hjælpe til med at få manden identificeret.
Det skulle vise sig at være en effektiv strategi, da politiet kort efter kl. 14 kunne melde ud, at det var lykkedes at komme frem til identiteten på den mand, som en forbipasserende fandt på Algade kort før klokken 1 natten til lørdag.
En mand, der var ilde tilredt.
»Han er blevet fundet med skader, som gør, at han er blevet indbragt på sygehuset, og vi har ikke haft held til at få kontakt til ham,« siger Anders Dahl Nielsen, vagtchef Sydsjælland og Lolland Falsters Politi, til Ekstra Bladet lørdag formiddag.