Adskillige biler udsat for indbrud i samme område
Østjyllands Politi har det seneste døgn modtaget ti anmeldelser om indbrud i biler, der holdt parkerede på veje i Brabrand.
En del bilejere i Brabrand kom ud til et trist syn i løbet af søndag formiddag. Østjyllands Politi oplyser således i døgnrapporten, at der søndag tikkede sammenlagt ti anmeldelser ind fra borgere om indbrud i biler.
Syv af bilerne havde holdt parkeret i området ved Brabrand Haveforening og Skovbakkevej/Edwin Rahrs Vej i Brabrand, mens de øvrige tre havde holdt parkeret på Karensvej.
I alle tilfælde havde gerningsmanden/-mændene smadret en rude for at få adgang til kabinen, men i fire af tilfældene var der ikke stjålet noget. Fra de øvrige seks biler var der blandt andet stjålet kreditkort, solbriller, personlige papirer, tøj og en enkelt bærbar computer, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
På baggrund af de anmeldelser, politiet har modtaget, formodes det, at indbruddene er begået i tidsrummet fra lørdag aften kl. 21.30 og søndag morgen kl. 05.15. Politiet vil gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogen mistænkelige personer eller køretøjer i området i dette tidsrum. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.