Fortsæt til indhold

Politi massivt til stede efter slagsmål i boligområde

Politi vil søndag være til stede i boligområdet efter flere slagsmål lørdag aften.

Krimi

»Vi kender ikke baggrunden for slagsmålene på nuværende tidspunkt.«

Sådan lyder det fra fungerende vicepolitiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Rune Nilsson, efter at politiet lørdag aften måtte rykke ud til flere slagsmål i boligområdet Motalavej i Korsør.

Som en konsekvens af slagsmålene vil politiet søndag være til stede i boligområdet med lokalt politi samt ekstra patruljer, oplyser den fungerende vicepolitiinspektør.

Årsagen til slagsmålene, der fandt sted flere steder i boligområdet, er altså endnu uvis, men ifølge Rune Nilsson var der tale om grupperinger, der stødte sammen.

»Nødvendigt at trække stavene«

Som politiet beskriver det, var der »i perioder meget dårlig stemning« i boligområdet. I et enkelt tilfælde var det nødvendigt for betjente at trække deres stave.

»Vores opgave er at skabe ro, og i et tilfælde blev det nødvendigt at trække stavene. De er et af de redskaber, vi kan bruge, og i situationen blev det vurderet, at det var nødvendigt,« siger Rune Nilsson til Lokalavisen og fortsætter:

»Vi forsøger bagefter at indgå en fredelig dialog, og da vi forlod området, var der ro.«

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har sendt en pressemeddelelse ud om hændelsen, blandt andet fordi der florerer videomateriale fra stedet på sociale medier.

Slagsmålene i i boligområdet Motalavej blev anmeldt til politiet omkring klokken 20 lørdag aften.