Fortsæt til indhold

Soloulykke på motorvej: 90-årig rullede rundt og endte på taget

Den Fynske Motorvej var mandag eftermiddag spærret efter et solouheld, hvor en 90-årig bilist rullede rundt på taget.

Krimi
sbl

Trafikken på Fynske Motorvej blev ramt af forsinkelser mandag eftermiddag på grund af en soloulykke på motorvejen. En 90-årig kvinde, der kørte på vejen mellem Odense V og Odense SV, kørte galt og rullede rundt på taget.

Det skriver Fyens.dk.

Til mediet forklarer vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, at politiet nu undersøger, om hastigheden kan være årsag til ulykken.

»Der er optaget rapport derude, og så må vi se, hvorfor hun er rullet rundt. Om det er for høj hastighed eller uopmærksomhed, eller hvad det er,« siger Hans Jørgen Larsen til Fyens.dk.

Ifølge politiet er den 90-årige kvinde ikke kommet alvorligt til skade ved uheldet.

Motorvejen var spærret i godt en halv time, inden trafikken igen kunne passere. Det skabte en del kø, men efter i alt halvanden time var der igen normal trafik ifølge P4 Trafik, skriver Fyens.dk.