Fortsæt til indhold

Reality-deltager dømt for at voldtage sovende kvinde

Retten i Aarhus har idømt manden et år og to måneders fængsel for at have voldtaget en sovende kvinde sidste sommer. Manden ankede dommen på stedet.

Krimi
am

Det var den forudrettedes forklaring, samt de beskeder, som kom frem i løbet af retssagen, som gjorde, at Retten i Aarhus fredag har idømt en mand i 30’erne fængsel på et år og to måneder.

Det skriver eb.dk.

Dommen blev anket på stedet, hvor der fortsat er nedlagt navneforbud i sagen, hvorfor medierne er afskåret fra at beskrive den dømte yderligere.

»Jeg vågner til, at du basically knepper mig.«
Messenger-besked oplæst i retten.

Den nu dømte mand er, som Lokalavisen Aarhus onsdag kunne berette, en tidligere deltager i et reality-program. Og manden var tiltalt for at have voldtaget en 25-årig sovende kvinde.

Af anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus fik aktindsigt i, skulle voldtægten have fundet sted i Aarhus midtby søndag den 27. august 2021.

Jokede med sex

Den nu dømte mand gav også tidligere i dag i retten sin udlægning.

Her forklarede den 31-årige, at han lærte kvinden at kende i 2020, hvor de flyttede ind i et kollektiv. Her skulle den tidligere reality-deltager og den 25-årige kvinde angiveligt flere gange have sovet i samme seng.

»Vi har kysset, og jeg har da givetvis også haft lyst til at have sex med hende. Men det bliver ikke til noget, fordi jeg enten er for fuld, eller vi falder i søvn,« sagde den 31-årige i retten ifølge Ekstra Bladet.

På den sensommerdag, hvor voldtægten angiveligt fandt sted, er den tiltalte på vej hjem fra en bytur i det centrale Aarhus. Han får kontakt med to veninder, hvoraf den ene er den 25-årige kvinde.

Den dømte og de to kvinder ender hjemme i den 25-årige kvindes lejlighed. Efter nogle timer går den anden kvinde hjem. Her går den nu dømte mand ind i sengen med den 25-årige kvinde.

»Vi joker lidt med at have sex sammen. Vi er fulde, og vi har ofte talt om sex og vores relation, som har været semi-intim før,« lød det fra manden i retten.

»For helvede undskyld. Det sker ikke igen«

Ifølge den nu dømte mand faldt de to i søvn uden at have sex. Da de vågner, begynder de at »nusse lidt,« hvorefter de står op. Stemningen er ifølge den tiltalte »venskabelig,« da han tager hjem.

Men efter nogle timer modtager han en messenger-besked med ordlyden - og det er altså blandt andet de beskeder, som retten har lagt vægt på i sin kendelse:

»Jeg vågner til, at du basically knepper mig.«

Anklageren fremviste beskeden i retten.

»For helvede undskyld.«

Anklageren læste derefter en besked op, hvori den tiltalte skriver:

»For helvede undskyld. Det sker ikke igen.«

Ifølge den dømte så skulle beskeden dog forstås sådan, at han ikke undskyldte for selve »akten«, men kun for at gøre den forurettede »ked af det.«

Den nu dømte mand understregede flere gange over for anklageren, at han var rystet over anklagen. Den 25-årige kvinde gav fredag også sin forklaring i Retten i Aarhus. Det skete bag lukkede døre.