VIDEO: Mand med »haltende gang« efterlyses for voldtægtsforsøg
Politi vil gerne høre fra vidner til forsøg på voldtægt ved TV2 i Odense.
Fyns Politi efterlyser en mand, der formodes at stå bag et voldtægtsforsøg på en 25-årig kvinde i Odense natten til søndag.
Voldtægtsforsøget fandt sted få minutter efter klokken to ved Rugårdsvej ud for TV2 i Odense.
»Kvinden blev antastet af en mand, holdt fast og trukket med ind i en gård ved TV2 på Rugårdsvej. Hun kæmpede imod, og det lykkedes hende at slippe fri og løbe væk fra stedet,« skriver Fyns Politi.
Gerningsmanden forsvandt fra stedet, og politiet søger nu hjælp fra offentligheden.
Fyns Politi vil gerne høre fra vidner eller andre, der kan hjælpe med at identificere manden bag overfaldet.
Det kan eksempelvis være vidner, der befandt sig i området ved TV2 omkring gerningstidspunktet eller cyklister, som via overvågningsbillederne ses køre forbi stedet.
Hvis du har oplysninger, du tror kan hjælpe politiet i sagen, bedes du ringe 114.