Tre mænd anholdt i nat efter indbrud i virksomhed i Hadsten
Tyveri af en UTV og tre ATV'ere, hvoraf den ene ATV stadig mangler at blive fundet.
Natten til onsdag 15. juni klokken 01.57 fik Østjyllands Politi en melding om, at der var gået flere alarmer hos en virksomhed i Hadsten.
Der blev hurtigt sendt flere patruljer til virksomheden, idet der var mistanke om et igangværende indbrud. Ved politiets ankomst var ejeren af virksomheden til stede og kunne oplyse, at der var stjålet flere ATV’ere, og at gerningsmændene formentlig kørte rundt på dem i området.
Kort efter fandt en hundepatrulje en efterladt ATV omkring 200 meter fra virksomheden. En politihund blev sat til at gå spor fra Vestre Ringvej/Brogårdsvej i Hadsten igennem et skovstykke og op til jernbaneskinnerne. Efter cirka 200 meter fandt hunden tre yngre mænd, der sad på en jordvold tæt på skinnerne. De blev alle anholdt og sigtet for indbrud i virksomhed, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
De tre anholdte mænd på 23, 23 og 27 år er alle blevet løsladt igen efter afhøring. To af dem er fra Aarhus-området, mens den tredje har ukendt adresse, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.
Det viste sig, at der var stjålet tre ATV’ere og én UTV. Én af ATV’erne mangler stadig at blive fundet, mens de tre andre køretøjer blev fundet efterladt i området og leveret tilbage til ejeren.
Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at oplyse nærmere detaljer om indbruddet, herunder hvilken virksomhed det gik ud over.