Ung mand amok på Skive Festival: Fire sigtelser for vold og én for trusler på livet
En 22-årig skibonit er blevet sigtet af politiet for fire tilfælde af vold og et tilfælde af trusler på livet - alt sammen i løbet af Skive Festival i starten af juni.
En 22-årig mand fra Skive blev i weekenden anholdt for flere voldelige episoder på dette års Skive Festival, der fandt sted fra 1. til 3. juni i år.
Politiet har siden været på jagt efter spor og gerningsmænd til flere voldstilfælde på festivalen, hvor i alt fire personer blev udsat for vold og kvalificeret vold.
Til TV Midtvest oplyser politiassistent ved Skive Lokalpoliti Niels Bach, at de i weekenden fandt frem til den 22-årige og sigtede ham for de i alt fire voldstilfælde på festivalen. To tilfælde af vold og to tilfælde af såkaldt kvalificeret vold.
Det første tilfælde skete lidt inden 01.00 natten til fredag 3. juni, hvor to mænd blev overfaldet på Strandvejen i Skive af flere ukendte gerningsmænd og blev tildelt slag i ansigtet blandt andet.
Fredag aften sketet endnu et overfald, hvor to unge mænd blev slået og sparket under et større slagsmål på Havnevej.
Den ene blev slået i ansigtet, og den anden blev slået i baghovedet med et knojern, hvilket slog ham omkuld, hvorefter han fortsat blev slået og sparket på krop og i hovedet.
Truede 15-årig med knojern
Sigtelserne mod den 22-årige skibonit stoppede dog ikke ved voldstilfældene. Manden er ligeledes sigtet for at have truet en 15-årig dreng med knojernet og sagt »du skal ikke spille dum«. Den handling har medført en sigtelse for trusler på livet.
Politiet forklarer til TV Midtvest, at der ifølge vidneudsagn er flere gerningsmænd involveret i tilfældene, men det er indtil videre kun den 22-årige, der er sigtet. Søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør, men dommeren fandt grundlag for varetægtsfængsling.
Sigtelserne mod den 22-årige bliver dog fasthold, oplyser Niels Bach til mediet, og forklarer, at politiet fortsat efterforsker sagerne.