Upassende festivalgæst lå oven på stærkt påvirket kvinde
Da manden blev fjernet fra kvinden, kvitterede han med at give et slag til en anden festivalgæst. Politi leder nu efter den mistænkte overgrebsmand.
Kl. 02.56 fik politiet en henvendelse fra opmærksomme festivalgæster om, at en mand lå oven på en kvinde i området ved tårn N.
Festivalgæsterne havde råbt op, og en mandlig gæst fik grebet ind og fjernet manden fra hans position over kvinden. Manden kvitterede med et slag mod festivalgæsten, inden manden flygtede fra stedet.
Politiet fik kontakt til en påvirket, 22-årig kvinde, som straks blev indlagt på et sygehus til fornøden behandling i anledning af sin påvirkethed og undersøgelse for eventuelle spor fra en mulig sædelighedsforbrydelse.
Den 22-årige kvinde kunne ikke afhøres straks efter anmeldelsen, men stedet, hvor hun blev set sammen med den nu flygtede mand, blev undersøgt som et gerningssted for eventuelle spor, såfremt der måtte være foregået noget strafbart.
Den flygtede mand blev af vidner beskrevet som en 170-180 cm høj mand, der var iført en grå hættetrøje og mørke, lange bukser.
Politiet fandt ikke den mistænkte mand og afventer nu muligheden for at afhøre den 22-årige kvinde om hendes oplevelser af det formodede overgreb på hende.