Fortsæt til indhold

Politiet har sendt dykkere ud i badesøen på Roskilde Festival: Har ledt i flere timer

Der blev i morges fundet efterladt tøj ved badesøen på festivalen, hvilket har fået politiet til at reagere.

Krimi

Opdatering 28. juni, kl. 9.20: Dykker har ikke fundet nogen personer i søen, så eftersøgningen er nu slut, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Det var ved fire-tiden, at en medarbejder på Roskilde Festival fandt noget tøj ved badesøen. Det bekymrede politiet, som har reageret ved at sende dykkere ud i søen.

»Vi har været i gang derude i et par timer med dykkere, så vi tænker ikke, det kan tage så længe igen,« siger Thomas Kristensen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi til Lokalavisen.dk.

Årsagen til, at man har sendt dykkere afsted, har været, at politiet ikke har kunnet »udelukke, at nogen er forulykket ude i søen.«

Indtil videre har man dog ikke fundet nogen.