16-årig pige skudt i Fields: »Jeg drejede hovedet, og så så jeg gerningsmanden i et par sekunder«
Et af skudofrene indlagt på Rigshospitalet er en 16-årig svensk pige.
Indtil videre er tre afgået ved døden som følger af søndagens skyderi i Fields, og flere blev også såret. Fire var tidligere meldt i kritisk tilstand, men her kunne Region Hovedstaden på formiddagens pressemøde fortælle, at tre af dem nu er stabile, mens en stadig er i kritisk tilstand.
Blandt skudofrene er også en svensk pige. Og hun fortæller nu til avisen Kristianstadsbladet/Norra Skåne, hvordan hun blev ramt og kom ud af storcentret.
Hun og en ven var taget til Danmark for se Harry Styles-koncerten i Royal Arena. Her var de to venner blot taget ind i Field’s for at købe lidt at spise inden koncerten, da hun blev ramt.
Det skete, da hun var på vej ned fra rulletrapperne i storcentret.
»Så mærker jeg en varme og hørte et brag. Da gik det op for mig, at jeg var blevet ramt,« siger hun ifølge expressen.se til den lokale Skåne-avis.
»Jeg drejede hovedet, og så så jeg gerningsmanden i et par sekunder,« lyder det fra den 16-årige.
Vennerne skal efter sigende være blevet skilt fra hinanden under den voldsomme episode, men her lykkedes det den 16-årige at komme ud af indkøbscentret.
Her fik hun hjælp af to danskere, der forsøgte at stoppe blodet og alarmerede en ambulance.
Nu befinder den 16-årige pige sig på hospitalet med sin mor, hvor hun venter på, at lægerne skal tage kuglen ud, lyder det ifølge det svenske medie.
Vennen kom uskadt ud af Fields.