Invaliderede betjent: Vanvidsbilists dom på fire år ankes ikke
Statsadvokaten i Viborg har ikke fundet grundlag for at anke den dom, som vanvidsbilisten Mohammad Tarek Younes fik i sdiste måned, med henblik på skærpelse.
Mandag har sagen mod den 21-årige Mohammed Tarek Younes, der i sidste måned blev kendt skyldig og idømt en straf på fire års fængsel for blandt andet at have påkørt og invalideret betjenten Stefan Nymann, fået sin afslutning. Statsadvokaten i Viborg mener nemlig ikke, at der for at få straffen skærpet er grundlag for at anke dommen, der blev afsagt i byretten i Aarhus.
»Sagen ankes ikke, da det er min forventning, at landsretten ikke vil komme til væsentligt andet resultat end de fire års fængsel, som Retten i Aarhus nåede frem. Efter gennemgang af sagen er det min vurdering, at straffens længde altså ligger inden for rammerne af det forudsatte strafniveau fastsat ved lovændringen i marts 2021, hvor man definerede begrebet ”vanvidskørsel” og skærpede strafniveauet ganske betydeligt,« siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg, i en pressemeddelelse.
Det var et nævningeting i Aarhus, der fandt den 21-årige mand skyldig i 35 ud af sagens 38 forhold. Udover fire års fængsel blev manden også frakendt retten til at føre bil i otte år.
Reaktion fra Christiansborg
Lige siden straffen blev læst op i byretten i Aarhus, har det været debatteret bredt i offentligheden, hvorvidt den var passende for sagens karakter.
Ude foran byretten omtalte anklager Bjørn Fogh Sørensen straffen som »historisk hård«
»Det er en streng straf, og det viser, hvor alvorlig en sag det er. Straffen er historisk hård, når man tænker på, at der ikke er nogen, der er blevet slået ihjel,« sagde han og tilføjede:
»Skærpelsen (fra marts 2021, red.) har haft enorm betydning. Mig bekendt er det den hårdeste straf (i lignende sager, red.), og det er et udtryk for at domstolene følger stramningerne.«
Samme holdning deles dog ikke blandt flere partier på Christiansborg. For nylig opfordrede Venstre således sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige justitsminister Mattias Tesfaye (S) til at indkalde til en politisk drøftelse af strafniveauerne for vanvidskørsel.
Alle fire partier var en del af aftalen, som skærpede straffene for vanvidskørsel, og som trådte i kraft 1. marts 2021 - men nu vil man altså allerede have kigget på strafferammen en gang til, hvor dommen fra Aarhus har vakt harme.
Statsadvokaten i Viborg har altså ikke fundet grundlag for en skærpelse inden for de nuværende rammer.