Specialpatrulje finder våben og flere kilo narko i lejlighed
Østjyllands Politis specialpatrulje mødte onsdag morgen op i en lejlighed i Aarhus V efter en mistanke om, at der foregik noget ulovligt på adressen.
Det var en kraftig lugt af hash, som betjentene fra Østjyllands Politis specialpatrulje blev mødt af, da en 24-årig mand lukkede dem ind i sin lejlighed i Aarhus V onsdag morgen.
Specialpatruljen var interesseret i lejligheden på grund af en mistanke om, at der var ulovlige stoffer i den, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Derfor ransagede betjentene klokken 9.03 lejligheden, og mistanken viste at være begrundet. I lejligheden fandt betjentene adskillige salgsposer med samlet set flere kilo hash og skunk. Derudover blev der fundet et større kontantbeløb. Den 24-årige blev derfor anholdt og sigtet for narkosalg.
Det blev til flere sigtelser, da der også lå en machete, en økse, nogle knive og nogle kanonslag i lejligheden.
Både stoffer, kontanter, våben og fyrværkeri blev beslaglagt, oplyser Østjyllands Politi.