Fortsæt til indhold

Afventer svar på blodprøver: Mand fra Hinnerup varetægtsfængslet i tre døgn for uagtsomt manddrab

Tysk ægtepar blev dræbt på stedet i frontal kollision med mandlig bilist fra Favrskov.

Krimi

Lørdag 16. juli klokken 22.51 skete der en tragisk trafikulykke på Århusvej ved Ålsø lige udenfor Grenaa, hvor to biler kørte frontalt ind i hinanden. En 74-årig mand, der kørte den ene bil, og hans 62-årige kone blev dræbt på stedet, da den modkørende bil med venstre hjulpar overskred midterlinjen.

Føreren af denne bil var en 30-årig mand fra Hinnerup-området, der er under mistanke for at være påvirket af alkohol og stoffer og dagen derpå blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers, sigtet for uagtsomt manddrab.

Politiet krævede varetægtsfængsling i fire uger eller alternativt anholdelsen opretholdt i tre døgn, indtil der kommer svar på alle blodprøverne af den 30-årige. Retten valgte at oprette anholdelsen i tre døgn, så han skal genfremstilles i grundlovsforhør onsdag 20. juli.

Bilisten forklarede i retten, at han og hans 32-årige kammerat, der ifølge Østjyllands Politi også er fra Hinnerup-området og var passager i bilen, havde været til Radio ABC Beach Party i Grenaa og var på vej derfra, da ulykken skete. Han forklarede, at han havde drukket tre fadøl, men vurderede, at han godt kunne køre. Det skriver Ekstra Bladet

Flere vidner på ulykkesstedet mente dog, han var påvirket af alkohol og/eller stoffer, skriver TV2 Østjylland, og i bilen blev der fundet en pose kokain og en pose ecstasy.

Den 30-årige mand fortalte i retten, at de to kammerater fra Favrskov fredag aften havde været i byen i Aarhus og indtaget både kokain, MDMA og alkohol. Lørdag sov de længe og ankom til strandfesten i Grenaa ved 17-tiden.

Ifølge en bilinspektør kørte manden fra Hinnerup med omkring 100 kilometer i timen ved sammenstøddet. Han brækkede selv nogle nogle ribben, og kammeraten brækkede kravebenet ved ulykken.

I grundlovsforhøret søndag erkendte han at have kørt bilen, men nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab. Han kærede dog ikke varetægtsfængslingen i tre døgn.

Den dræbte mand og kvinde var et tysk ægtepar, der var på vej til Sverige.